Nyt fra styregruppen i 4-kløver-klyngen:

Vi har haft tid til endnu et styregruppemøde og der er kommet nye initiativer og muligheder til.

”KlemenskerRøAvisen” har skiftet navn til KlyngeAvisen og har fået flere sider. I morgen mandag aften 11/2 vil der være lidt i programmet ”Mellem Os” på TV2 Bornholm om vores avis og allerede onsdag ligger det første nummer i postkassen i alle klyngens husstande og kan læses på nettet.

Vores tovholder fra DGI Lene Havtorn Larsen, har været til landsbyklyngernes netværksmøde i forrige uge, og endnu engang kan hun berette at vi er på god og rette kurs i forhold til det overordnede projekt.

Ressourcebanken med de frivillige trækker ud, da det er svært at få svar tilbage på vores henvendelser. Det bekymrer os nu ikke, for vi er af den overbevisning, at det kan skyldes, at vi i styregruppen ikke har fundet den rigtige kanal endnu.
Igen er det her vigtigt at understrege, at vi ikke vil tage folk som gidsler og kime dem ned om hjælp til dette og hint, men at det er rart for os, at vi kan spørge efter den rette hjælp, når der er behov for det.
Og frivillige kan altid sige nej til at deltage, hvis ikke det passer ind i den travle hverdag.
Til gengæld er det også en god mulighed for frivillige, til at få idéer til egne projekter og måske selv få hjælp til gode idéer.
Vi vil stadig invitere til et frivilligemøde og forventer det bliver omkring april. Lige nu pusler vi med, hvad det skal indeholde, for der er mangt og meget at tage fat på.
Og vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt møder op, så vi kan få hilst på hinanden.

Rapporten fra spørgeskemaet er lige på trapperne og den glæder vi os meget til at se, for det er en stor udfordring for os i styregruppen, at få samlet trådene på grund af de mange besvarelser.

Foråret er på vej og det pusler både i haven, men også i de forskellige arbejdsgrupper, hvor der så småt er ved at være gang i arbejdet.
Stigruppen har mødtes og består nu af 6 medlemmer. Der vil blive skrevet lidt om det på hjemmesiden og sikkert også på facebook.

14/3 skal styregruppen tale sammen med Lene, Vivi Granby fra kommunen og vores strategi- og kommunikationsgruppe om, hvad de store linjer er i projektet og hvad vi har af fokuspunkter i den nærmeste fremtid.

Nok for nu.
Nyd forårets komme, de lyse dage og glæd dig til den nye KlyngeAvis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.